Trip to Ely Cathedral

Tirsdag den 12. maj 2015 var der arrangeret en tur med tog til Ely, hvor der var bestilt rundvisning i Ely Cathedral. Inden rundvisningen var der tid til en sejltur på floden, The Great Ouse.

Byens navn Ely betyder ”åle-øen”. Det oldnordiske ord for ”ø” var ”ey”, på oldengelsk stavet ”ieg”: eel-ieg. Ely var omgivet af vand, og indtil de vandfyldte Fens blevet drænet i det 17. århundrede, kunne man kun komme dertil med båd.

Besøget i the Cathedral var en stor oplevelse. Vores guide fortalte os om dens lange historie, der begyndte i 673, da St. Etheldreda stiftede et kloster her. Etheldreda var en angelsaksisk prinsesse, datter af kongen af East Anglia. Hendes ønske var at blive nonne, men hun måtte igennem to politiske ægteskaber, før det lykkedes det hende. Hun fik sin første mand til at afstå fra samliv, og da han døde, arvede hun flere områder i Fenland, deriblandt the Isle of Ely. Faderen giftede hende anden gang med kongen af Northumberland, men hendes betingelser var de samme. Hun flygtede fra sin anden mand og grundede et kristent samfund for kvinder og mænd her i Ely.

I 870 blev den angelsaksiske kirke imidlertid ødelagt af danskere på vikingetogt. I mellemtiden var Etheldreda blevet kanoniseret, og Ely blev et valfartssted. Der skete mirakler, og da en dansker forsøgte at plyndre helgindens grav, faldt hans øjne ud af hovedet på ham.

Hundrede år senere blev der bygget et benediktinerkloster for mænd, og det blev det næstrigeste kloster i England. Da Willliam the Conqueror erobrede området, tvang han munkene til at omsmelte og sælge alle deres sølv- og guldsager og overgive ham pengene. Normannernes erobring af England bragte en ny arkitektur til landet, og Benediktinerkirken blev nedrevet, således at sejrherrerne kunne demonstrere deres magt og vælde ved et storslået bygningsværk. Det tog 100 år at bygge den nuværende kirke: fra 1081 til 1189.

I 1322 styrtede domkirkens midtertårn sammen. Underlaget var ikke stærkt nok til at bære den tunge bygning. Uden for de oprindelige søjler var der fast grund, og her byggede man i løbet af de næste 20 år et ottekantet tårn med en lanterne af træ. The Octagon’s indre højde er 43 m., og lanternen og dens støtter vejer 400 ton. Et mesterværk af middelalderligt ingeniørarbejde!

Om byens navn fortælles følgende: Efter at benediktinerklostret var blevet bygget, aflagde ærkebiskoppen af Canterbury, Dunstan, et besøg. Dunstan insisterede på, at munke skulle leve i cølibat. Det var slet ikke tilfældet i Ely, og den hellige mand, der efter sin død blev St. Dunstan, forvandlede på mirakuløs vis de enten gifte eller promiskuøse munke til ål. Siden da har der været ål i vandene omkring Ely.

Ely15 068

ely 033

Ely Catherdral